Mai Vietnamese blev stiftet i 1990 som et program, der skulle generere indkomst til gadebørn i Saigons Phu Nhuans meget fattige kvarter. Den gang var det ikke alle børn, som havde mulighed for at komme i skole, fordi familien simpelthen ikke havde penge til at betale for skolegangen. Hos Mai lærte børnene at lave kunsthåndværk og samtidig modtog de undervisning, så de både kunne læse og skrive.

Men i 1995 reorganiserede Mai sine aktiviteter til fordel for unge kvinder, der havde det vanskeligt, og som ofte var i slægt med de gadebørn, som Mai kendte i forvejen. Desuden kom der fokus på kvinder i forstæderne, på landet og fra de sydvietnamesiske minoriteter. Årsagen til omorganiseringen var, at det blev gratis for alle børn at modtage undervisning i de vietnamesiske skoler.

Mai er ikke længere en ngo. Fra 1998 har de fungeret som et traditionelt firma, fordi det giver dem mulighed for at undgå den statslige kontrol.

Situationen er speciel i Vietnam, fordi de er en socialistisk republik, og det kommunistiske parti er allestedsnærværende og meget kontrollerende. Mai er mere fri og selvstændig som et firma, men overskuddet bruger vi stadig på at finansiere vores øvrige aktiviteter. Selvom Mai udefra ligner et almindeligt firma er de stadig en nonprofit organisation, og anvender overskuddet til sociale projekter så som rent vand projekter. Mai sikrer også de ansatte social og sundhedsforsikring, som de ellers ikke ville have haft.

Efter omorganiseringen satte lederne af Mai sig for at øge salget ved at starte eksport af kunsthåndværket. Hidtil havde de kun solgt til hjemmemarkedet. De første år kæmpede de en brav kamp for at overleve. Som de fleste andre i Vietnam dengang havde de ingen som helst erfaring med at lave forretning. Men langsomt kom der gang i eksporten og i dag er Mai et produktionscenter med 10-14 unge kvinder. De har deres egen butik i Saigon og eksporterer til USA, Tyskland, Italien, Holland, Danmark, England og Sverige.

Mere end 60 % af omsætningen skyldes fair trade-organisationer, mens eksporten til ikke fair trade-organisationer udgør 10 %. De resterende 30 % sælges lokalt. Mai har mere end 200 producenter, der har arbejde hele året, og antallet når op på det dobbelte, når de får store ordrer.
De unge kvinder tjener 800.000 dong om måneden (350 kr.). Minimumslønnen i Vietnam er omkring 126 kr. og gennemsnitslønnen er omkring 1.5 mil dong dvs. (630 kr.).

Det er ikke nogen tilfældighed, at størstedelen af producenterne er kvinder. Selv om Vietnam på mange områder er et samfund, hvor mænd og kvinder nyder samme rettigheder med hensyn til ligeløn og udannelse er der stadig sociale skævheder, der betyder, at kvinderne har brug for Mais hjælpende hånd. Når en familie splittes, er det altid kvinderne, der sidder tilbage med forsørgerbyrden, det er også dem, der må tage sig af familiens gamle og syge. Mai fokuserer meget på disse enlige forsørgere, men hjælper også familier, hvor mandens indtægt på grund af sygdom, arbejdsløshed eller krigstraumer, ikke kan dække familiens behov.

En ny gruppe, som Mai er begyndt at arbejde med, er kvinder på landet i Mekong deltaet syd for Saigon. De hjælper dem til at supplere deres jordbrugsindtægter, kan de måske kvinderne på landet og bremse land - by migrationen, der ofte ender med social nød i Saigons slum, fordi kvindernes arbejdskraft udnyttes på store fabrikker eller som prostituerede.